5 krav til en lovlig hjemmeside

Når man som erhvervsdrivende har en hjemmeside, er der forskellige regler i lovgivningen, som skal overholdes.

1) Husk kontaktoplysninger

Hjemmesiden skal indeholde information om virksomhedens navn, forretningsadresse (postadresse, hvis den er en anden), og CVR-nummer. Er din virksomhed et A/S eller ApS, skal du oplyse om, på hvilken adresse man kan komme i kontakt med selskabets ledelse, hvis dette er et andet sted end forretningsadressen.

2) Brugen af cookies

Hvis du indsamler persondata gennem cookies på din hjemmeside, skal brugerne af din hjemmeside have klar og tydelig besked om det, inden de beslutter sig for at bruge den. Der skal desuden være et link til vilkårene for brugen af cookies til indsamling af data.

Alternativt kan man også lade brugerne selv afgøre, om de vil acceptere, at der indsamles personoplysninger om dem (ofte en ”ja/nej” dialogboks).

Er du i tvivl om, hvorvidt din hjemmeside indsamler information om brugerne, så kontakt din leverandør af hjemmesiden.

3) Indtastning af oplysninger på din hjemmeside

Hvis brugerne af din hjemmeside kan indtaste persondata, f.eks. navn, adresse, e-mail, mobil nr. mv., anbefaler Datatilsynet, at overførslen beskyttes med kryptering. Kan brugeren indtaste CPR-nr. eller følsomme oplysninger, skal oplysningerne krypteres.

Gives brugeren omvendt adgang til persondata via din hjemmeside, bør adgangen være sikret ved indtastning af adgangskode eller digital signatur.

4) Oplysning om pris

Hvis du reklamerer for produkter eller ydelser på din hjemmeside, hvor prisen fremgår, skal prisen angives klart og tydeligt, og du skal informere om, hvorvidt prisen inkluderer moms, leveringsomkostninger mv. Hvis du sælger produkter eller ydelser til forbrugere, dvs. ikke til virksomheder, skal du oplyse kunden om den samlede pris inklusiv alle gebyrer, afgifter og omkostninger.

5) Oplysninger ved salg via hjemmeside

Hvis du har en webshop på din hjemmeside, gælder en lang række oplysningskrav efter forbrugeraftaleloven. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om selve varen eller ydelsen, betaling, levering, varighed, opsigelse, fortrydelses-, afbestillings- og returret og ordrebekræftelse.

Husk, du er ansvarlig for det, som du skriver på din hjemmeside. Hvis du gennem din stilling eller uddannelse har en særlig viden om et emne, og du udtaler dig på hjemmesiden som om, at indholdet på hjemmesiden er udtryk for professionel rådgivning eller garanti af visse fakta, kan du risikere at blive holdt ansvarlig, hvis oplysningerne viser sig at være forkerte.

Du bør derfor overveje at skrive nederst på siden, at det bestræbes, at alle oplysninger er så korrekte som muligt, men at der tages forbehold for fejl.

 

Artiklen er skrevet af cand.jur. Jakob D. Bernhoft fra RevisorJura
Kilde: Foreningen Danske Revisorer - www.fdr.dk
Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852