Sådan kommer du manglende betaling i forkøbet

Hvordan kan man som håndværker gardere sig mod manglende betaling fra bygherre?

Hvis bygherren ikke betaler, kan det gå ud over håndværkerens drift og likviditet i virksomheden. Erhvervspolitiske direktør, Torben Liborius fra Dansk Byggeri, giver her fire tips til, hvordan håndværkeren mindsker risikoen for dårlige eller langsomme betalere.

 

building 1080592 640

1. Lav en skriftlig aftale

Først og fremmest bør man lave en skriftlig aftale med bygherre, der klart og præcist beskriver, hvad der skal udføres. På denne måde kan håndværkeren mindske risikoen for senere misforståelser og får dermed forventningsafstemt opgaven godt fra starten.

2. Få betalingsfristerne fastlagt fra starten af

Især ved større opgaver er det en god idé at overveje, hvor stor risikoen er for ens firma, hvis man ikke får pengene som aftalt. Hvor mange penge kan ens virksomhed have ude at svømme, før det giver en negativ påvirkning af driften og likviditeten? Her kan man for eksempel sikre sig ved at skrive i den skriftlige aftale, hvornår og hvordan betalingen skal falde. Det kan for eksempel være hele beløbet på en gang eller fordelt i rater.

3. Kræv eventuelt garanti eller forsikring?

En anden mulighed er, at man ved større sager enten kræver bankgaranti for betalingen af bygherre eller selv tegner en forsikring, der beskytter mod manglende kundebetaling.

4. Professionelle opkrævere er også en mulighed

For at kunne drive en succesfuld håndværksvirksomhed er det ikke kun fagligheden og håndværkets kvalitet, der skal være i orden. Også kvaliteten af administrationen med hensyn til fakturering og opkrævning skal være på plads. Her kan man overveje at ansætte en person til at tage sig af kontorarbejdet eller engagere et professionelt eksternt firma til opgaven. Så slipper man for at sidde med det hele selv, og kan dermed koncentrere sig om at udføre det arbejde, man brænder for og er dygtig til.

 

Kilde: Foreningen Danske Revisorer -  www.fdr.dk
Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852