Ny markedsføringslov

Artikel_8_-_Ny_markedsføringslov.jpg

Fra den 1. juli træder en ny markedsføringslov i kraft. Selvom der er tale om en ny lov, indeholder den kun mindre ændringer i forhold til den hidtil gældende lov.

De nuværende regler stammer tilbage fra 2005 og er ikke up-to-date i forhold til den teknologiske udvikling, hvilket er en af grundene til, at lovgivningen nu opdateres. Blandt de vigtigste ændringer kan nævnes:

Uanmodet henvendelse via elektronisk post justeres

I dag må erhvervsdrivende uanmodet kun sende e-mails med reklamer til forbrugere vedrørende samme type produkt, som forbrugeren tidligere har købt. Hvis kunden har købt en havetraktor, må den erhvervsdrivende kun sende reklamer for havetraktorer og ikke f.eks. service og reparation, som den erhvervsdrivende tilbyder. Forbuddet ophæves, så det nu bliver tilladt.

Regler for skjult reklame skærpes for bloggere

Hidtil har en bloggers omtale af produkter kun skullet markeres som reklame, hvis der var indgået en aftale mellem bloggeren og virksomheden. Nu skal bloggeren også markere omtalen som reklame, hvis det er, at produktet er stillet til rådighed for bloggeren med kommerciel hensigt.

Garantier

Efter de regler, som har været gældende indtil nu, har det ikke været tilladt at give garanti, som allerede følger af lovgivningens almindelige regler, f.eks. reklamationsretten efter købeloven. Denne regel ophæves, så det nu bliver tilladt. Desuden ophæves kravet om, at en garanti skal være på dansk, medmindre markedsføringen er på dansk.

Skiltning med organiseret rabat ophæves

Efter de gældende regler skal erhvervsdrivende ved skiltning på indgangsdøren eller hjemmeside oplyse, hvis forretningen giver rabatter eller andre særlige fordele til medlemmer af foreninger, organisationer eller til bestemte persongrupper. Denne regel ophæves.

 

Kilde: Artiklen er skrevet af cand.jur. Jakob D. Bernhoft fra RevisorJura