SKAT har fokus på energiafgifterne

Artikel_7_-_SKAT-har-fokus-pa-energiafgifterne_small.jpg

SKAT har gennem det seneste års tid haft fokus på erhvervslivets håndtering af de komplicerede godtgørelsesregler, som gælder for energiafgifterne. Det har givet anledning til mange tilbagebetalingssager, og desværre også sager, hvor SKAT har anset fejl og misforståelse for at have karakter af grov uagtsomhed. Dermed kan SKAT rejse krav 10 år tilbage i tid, hvilket er sket i flere af sagerne. Det er derfor en god ide, at tage et kritisk blik på, om energiafgifterne håndteres korrekt.

Generelt

Virksomheder kan få godtgjort afgifterne vedrørende brug af energi til procesformål. Hvis energien i stedet anvendes til rumvarme, komfortkøling, motorbrændstof eller virksomheden uvedkommende formål (privat brug mv.), gives ingen eller delvis godtgørelse.Det er vigtigt, at der sker en korrekt adskillelse af forbrug til procesformål og andet forbrug. En del af sagerne vedrører netop manglende eller fejlagtig måling/registrering af forbruget.

Procesenergi

Procesenergi er den del af energiforbruget, som anvendes direkte i forbindelse med virksomhedens produktion af varer. Herudover gælder for elektricitet, at også belysning, ventilation, drift af IT-udstyr, brug af kaffemaskiner, køkkenudstyr osv. udgør procesenergi. I særlige tilfælde kan opvarmning af lokaler eller af vand, have karakter af procesenergi. Det gælder eksempelvis opvarmning af lukkede tørrerum, malekabiner mv., ligesom det gælder opvarmning af vand, der anvendes i skoldekar. Det bør i hvert enkelt tilfælde undersøges, om et brug af varme falder ind under nogle af lovgivningens bestemmelser om procesenergi.

Rumvarme og komfortkøling

Brug af energi til opvarmning af lokaler og brugsvand, samt komfortkøling/aircondition, berettiger som udgangspunkt ikke til godtgørelse. Men hvis der anvendes elektricitet, godtgøres lidt over halvdelen af energiafgiften (i 2017: 50,5 øre pr. kWh).Nedkøling i eksempelvis et serverrum er berettiget til fuld godtgørelse. Dette forbrug har ikke komfortformål.

Motorbrændstof

Brug af dieselolie mv. til køretøjer, herunder til entreprenørmateriel, berettiger ikke til godtgørelse. Kun hvis der er tale om arbejdsredskaber, der anvendes til landbrug, skovdrift mv., er afgifterne godtgørelsesberettigede.

Måling/fordeling

Hvis eksempelvis elforbruget anvendes til såvel procesformål som til rumvarme/komfortkøling, skal der ske en fordeling. Dette kan under ingen omstændigheder ske ved brug af et skøn. Så vidt muligt skal der være opsat måler, så der sker en korrekt registrering af forbruget. Alternativt har elafgiftsloven alternativer i form af effektberegning eller kvadratmeterregel, som kan anvendes. Tilsvarende gælder for de øvrige afgifter (olie, kul og gas), at der bør ske en faktisk måling, hvis energien anvendes til såvel procesformål som rumvarme.

Afrunding

Det er særligt manglende måling eller anden fordeling, som medfører tilbagebetalingskrav fra SKAT. Her er SKATs udgangspunkt, at erhvervslivet bør kende til reglerne, og derfor går SKAT i flere af sagerne 10 år tilbage. Men der er også sager, hvor virksomheder fejlagtigt har troet, at et forbrug var procesenergi, selv om varmen bidrog til almindelig rumvarme. Disse sager er ofte med store økonomiske konsekvenser. Derfor er SKATs kontrolaktion en god lejlighed til at kaste et kritisk blik på, om reglerne anvendes korrekt. I bedste fald kan det være, at virksomheden rent faktisk har afgiftskroner til gode.

 

Kilde: Skrevet af Søren Engers Pedersen, Momsdirektør i Timetax Moms A/S
Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852