Artikel_3_-_Fradrag_for_arbejdstøj_WEB_650x344.png

Fradrag for arbejdstøj?

Mange er vildt uenige om, hvornår man kan trække udgifter til arbejdstøj fra og hvornår man skal beskattes. Jeg vil dele op i selvstændige og lønmodtagere:

Selvstændige

Selvstændige kan altid fratrække udgifter til arbejdstøj for medarbejderne. Det er så et spørgsmål om, hvorvidt medarbejderen skal beskattes – det omtales i nedenstående afsnit om ”lønmodtagere”.

Selvstændiges eget arbejdstøj kan som udgangspunkt ikke fratrækkes, da SKAT finder, at tøjet erstatter privat tøj.

Hvis man skal have fradrag for udgifter til tøj skal det have en særlig karakter, sådan at det ikke kan erstatte almindelig beklædning, f.eks. kitler, sikkerhedstøj eller uniformer. Ellers skal arbejdet medføre et ekstraordinært stort slid eller tilsmudsning af tøjet. Kunstnere kan f.eks. ikke trække deres ”arbejdstøj” fra, da det ofte kan anvendes privat. Det skal være meget specielt før der gives fuldt fradrag. Der kunne være tale om delvist fradrag. Profiltøj – tøj, der anvendes til messer etc. med logo anses for selvstændige som erstatning for privat tøj og kan derfor ikke fradrages.

Momsen på arbejdstøj kan fratrækkes, hvis tøjet tilhører virksomheden og skal afleveres tilbage ved ophør i virksomheden. Ellers er der ikke momsfradrag.

Lønmodtagere

Lønmodtagere kan som udgangspunkt ikke trække arbejdstøj fra, med mindre det er meget specielt – kokke, skorstensfejere etc. Fradraget er dog omfattet af ”øvrige lønmodtagerfradrag”, hvor der ikke er fradrag for de første kr. 5.900,- (2017).

Lønmodtagere beskattes ikke af udleveret arbejdstøj, der ikke erstatter privat tøj (kitler, kedeldragter etc.) eller hvis arbejdet skal medføre et ekstraordinært stort slid eller tilsmudsning af tøjet.

Alt andet udleveret tøj beskattes med mindre der er tale om uniformer og andet tøj med logo, der tilhører virksomheden og værdien ligger under bagatelgrænsen på kr. 5.900,- (2017). Udleverede T-shits med logo skal ikke beskattes.

 

Kilde: Skrevet af Direktør, partner og skatterådgiver, Thorbjørn Helmo Madsen, TimeTax A/S -  www.fdr.dk