Må man bruge materiale fra internettet på egen hjemmeside

Artikel_1_-_Ma_man_bruge_materiale_fra_internettet_pa_egen_website_WEB_650x344.png

Hvis du driver en hjemmeside for at markedsføre din virksomhed, har du sikkert overvejet at tilføje billeder, videoer eller andet materiale for at fremhæve dine pointer, eller blot for at gøre siden mere interessant.

Sagen er bare den, at der ikke er frit valg på alle hylder, når du skal pynte din hjemmeside. Også selvom materialet ligger frit på internettet og kan downloades ved et enkelt klik. Billeder, videoer og musik m.m. er nemlig ophavsretligt beskyttede værker, og det betyder bl.a., at du skal have tilladelse fra skaberen af værket, før du lovligt kan bruge det. Det betyder også, at du skal angive navnet på skaberen af værket, der hvor du bruger det.

Det kan dog være uforholdsmæssigt besværligt at skulle indhente tilladelse for hvert enkelt billede eller andet værk, hvis du skal bruge mange, og hvis skaberen af værkerne er fra andre lande eller i øvrigt ikke svarer på dine mails.

 

Mange skabere af ophavsretligt beskyttede værker vælger dog at lade deres værker udgive under én af de såkaldte Creative Commons (”CC”) licenser. Det betyder, at man – med forskellige begrænsninger alt efter hvilken CC-licens, der er valgt – godt må benytte materialet uden at spørge om lov.

Du kan benytte flere forskellige søgemaskiner til at finde billeder udgivet under CC-licenser. 
F.eks. kan du, når du søger efter billeder på Google, filtrere søgeresultaterne ud fra, hvad billederne må anvendes til. Det gør du ved at indtaste et søgeord, søge under ”billeder”, vælge ”værktøjer”, derefter ”brugsrettigheder”, og så vælge, hvad billederne må anvendes til (Se skærmudklip nedenfor).

Derudover findes der andre søgemaskiner, som kun viser billeder, der er udgivet under CC-licenser. Det gælder f.eks. Wikimedia Commons.com, Flickr.com, og Pixbay.com. 

Man bør dog altid tjekke på billedets hjemmeside, hvilken licens der er brugt, fordi søgemaskinerne ikke er 100 procent korrekte. Hvis du er i tvivl, bør du kontakte skaberen af værket.

 

Kilde: Skrevet af Cand.Jur og Specialist i Revisorjura Jakob Dedenroth Bernhoft -  www.fdr.dk
Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852