Pas på når du modtager kontanter

 

 Artiklen er skrevet af cand.jur. Jakob D. Bernhoft fra RevisorJura

Det flyder med kontanter i samfundet i dag, til SKATs store ærgrelse. En stor del af disse er anskaffet helt lovligt gennem hårdt arbejde. Der er dog en betydelig andel der smutter forbi skattefars radar, og derved bliver brugt til at betale for sort arbejde, og andre lyssky aktiviteter. Det er vi som samfund naturligvis ikke interesseret i, og vores politikere gør hvad de kan, for at komme problemet til livs.

Det gør de ved at indføre forskellige regler, man som privatperson og erhvervsdrivende skal forholde sig til, hvis kontante betalinger indgår i ens dagligdag. Af særligt interessante regler vil her kunne nævnes 50.000 kr.- og 10.000 kr.(8.000 kr.)-reglen.

Begrundelsen for reglerne er, at der er en større risiko for, at så store kontante betalinger vil være relateret til hvidvask eller terrorfinansiering.

Kontant betaling skal i denne sammenhæng forstås som fysiske penge. En kontant betaling ved brug af dankort er ikke omfattet af reglerne, da den er foretaget elektronisk og bliver gemt digitalt. Man ønsker fra lovgivers side, at få så mange betalinger afviklet digitalt, så man har bedre muligheder for at følge hvor pengene kommer fra. 50.000 kr. reglen: Reglen er rettet mod erhvervsdrivende. Reglen indebærer, at erhvervsdrivende ikke må modtage kontant betaling for varer eller serviceydelser der overstiger 50.000 kr. Reglen gælder både ved enkeltstående betalinger og ved løbende betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundne. Dvs. at man ikke bare kan dele en betaling for eksempelvis en bil op i tre lige store dele, der hver især er under 50.000 kr., og derved omgås reglen. Løbende betalinger, som eksempelvis husleje, vil dog ikke være omfattet af reglen, og kan frit betales kontant. Det er først hvis betalingen for en enkelt måned overstiger 50.000 kr., at der vil opstå et problem. 

Overholder man ikke denne regel, vil man som udgangspunkt få en bøde på 25 % af den del af beløbet der overstiger grænsen på 50.000 kr., dog minimum 10.000 kr. Så det kan gå hen at blive rigtig dyrt, også selvom man kun overskrider grænsen med et mindre beløb.

Står man som erhvervsdrivende i den situation, at kunden kommer med en stor pose kontanter til betaling af en vare eller ydelse, bør man derfor nægte at modtage betalingen. Hvis man som sælger nægter en sådan betaling, og kunden ikke har mulighed for at betale elektronisk i øjeblikket, er man i sin fulde ret til at bede ham om, at vende tilbage senere med betaling over eksempelvis netbank eller ved brug af girokort.

Det er klart, at man som sælger gerne vil levere varen til tiden, da en længere opbevaring typisk medfører, at man er ansvarlig for varen i længere tid - men man udleverer naturligvis ikke en vare før man har fået betaling.

Det gør sig dog ikke gældende i situationer som denne. Man kan som sælger undgå at blive ansvarlig for, at varen bliver beskadiget eller helt går til grunde, ved at man tydeligt markerer hvilke varer der tilhører kunden. Kunden kan i en sådan situation ikke efterfølgende stille krav om erstatning, hvis der eksempelvis sker indbrud på lageret om natten og varen bliver stjålet, så længe sælger har taget de forholdsregler han ellers ville - sikkert aflåst alle døre og vinduer med godkendte låse.

Det skal dog siges, at kontanter stadigvæk er et lovligt betalingsmiddel. Hvis man an som erhvervsdrivende tager i mod en kontant betaling, er aftalen lovligt opfyldt, også selvom der er betalt mere end 50.000 kr. i kontanter. Det er derfor sælgers ansvar, at sørge for ikke at tage imod for høje kontante betalinger.

10.000 kr.-reglen (8.000 kr.-reglen): Der gælder i dag en regel om, at hvis man betaler en regning kontant, både for fysiske genstande og serviceydelser, der overstiger 10.000 kr., vil man risikere at skulle betale den skat og moms virksomheden ellers var forpligtet til, hvis de ikke indberetter den korrekt.

Det betyder, at selvom man i god tro har betalt for en genstand eller ydelse med kontanter, kan man ende med, at skulle betale den skat og moms, som sælgeren ellers ville være forpligtet til, såfremt han snyder SKAT.

For at undgå at komme i en situation, hvor man bliver opkrævet ekstra skat eller moms, har man indtil nu skulle indberette, at man har betalt virksom- hed X 10.000 kr. eller over. 

Samtlige partier i Folketinget er blevet enige om en ændring af denne regel.

Med de nye regler vil beløbsgrænsen blive sat ned til 8.000 kr.

Nedsættelsen af beløbet medfører samtidig en lempelse af kravene til dig som køber. Man vil fremover kunne sikre sig ved, at sørge for at få en faktura på betalingen. Man er derfor ikke længere tvunget til, at skulle registrere den kontante betaling på SKATs hjemmeside.

Betaling af fakturaer for over 10.000 kr. inkl. moms kontant: I forlængelse af ovenstående regel, skal man som virksomhed være opmærksom på, at betaler man en faktura på over 10.000 kr. inkl. moms kontant, skal man, for at kunne få fradrag for udgiften, indberette det til skat. Man risikerer også her, at skulle betale den skat og moms, som sælgeren af varen eller ydelsen er ansvarlig for, hvis de ikke selv indberetter det.

Indberetningen skal ske senest i forbindelse med virksomheders indberetningsfrist den 1. juli.

Forskellen fra den ovennævnte regel er her, at også løbende ydelser er omfattet af reglen. Dvs. at hvis man har løbende udgifter over et år for over 10.000 kr. inkl. Moms i alt, skal alle betalingerne indberettes.

Det vil gøre sig gældende i situationer hvor man har månedlige udgifter til rengøring eller vagtværn. Selvom den månedlige ydelse kun er 1.000 kr., vil det samlede beløb overstige 10.000 kr. inkl. moms over et helt år, og man vil skulle indberette alle betalingerne til SKAT.

Disse regler kan virke utroligt uoverskuelige og meget omfangsrige, i forhold til hvad der bliver krævet af en som virksomhed eller privatperson. Men løsningen er dog simpel: Betal alle dine fakturaer elektronisk, herunder ved brug af dankort.

 
Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852