Folketinget har godkendt Ferielovsudvalgets anbefaling til en ny ferielov i Danmark

 

Folketinget har den 31.10.2017 indgået en aftale om en ny ferielov, der vil betyde, at alle lønmodtagere får ret til at holde betalt ferie det første år på arbejdsmarkedet.

Den nuværende ferielov er indrettet således, at lønmodtageren optjener ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december, men at ferien først kan afholdes 1. maj året efter (i ferieafholdelsesperioden). I dag kan der dermed gå op til 16 måneder, fra ferien optjenes, til ferien kan afholdes. Den nye aftale betyder, at der fra september 2020 indføres samtidighedsferie, hvor lønmodtagere optjener og afholder deres ferie over samme periode. Forslaget vil betyde, at nye på arbejdsmarkedet kan afholde betalt ferie allerede det første år af deres ansættelse.

Forslaget giver alle lønmodtagere ret til det samme antal feriedage som de har i dag, men perioden, hvor ferien optjenes og afholdes vil blive ændret. Hver måned optjenes 2,08 feriedage, og fremover vil ferien optjenes fra 1. september til den 31. august, mens den optjente ferie kan afholdes i perioden 1. september til den 31. december året efter. Dermed er afholdelsesperioden tre måneder længere end optjenings- perioden, hvilket giver lønmodtageren øget fleksibilitet til at afholde ferien.

Regeringens eksempel
Ønsker du fx at holde 5 dages juleferie i december måned, kan du aftale at bruge de feriedage, du har optjent fra optjeningsperiodens begyndelse den 1. september til og med november. Hver måned optjenes 2,08 feriedage, hvilket betyder, at du i december har 6 feriedage til rådighed. Hvis du efterfølgende ønsker at holde sommerferie i juli måned, vil du kunne aftale at bruge den ferie, du har optjent fra december til juni (2,08 feriedage i 7 måneder samt den feriedag, der var tilbage fra december). Det betyder, at du i juli kan aftale at afholde 15 feriedage. De resterende 5 feriedage vil du efter aftale kunne afholde fx i september eller som efterårsferie i oktober.

Samtidigt indføres en overgangsordning, der har til formål at sikre, at overgangen mellem den nuværende og nye ferieordning foregår så let som muligt.

Det indebærer en indefrysning af de feriedage, som lønmodtageren optjener i perioden 1. september 2019 – 31. august 2020, og den indefrosne ferie udbetales, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet. Det efterlader dog stadig 16,7 feriedage der kan afholdes frem til 30. september 2019, nemlig dem der er optjent fra 1. januar 2019 - 31 .august 2019.