Undgå restskat med frivillig indbetaling af acontoskat

 

Tirsdag den 20. november betaler landets mange selskaber anden rate af deres acontoskat for 2018. Der er også mange som benytter lejligheden til at indbetale frivillig acontoskat for at undgå restskat.

Acontoskat for selskaber betales i to rater i indkomståret. For indkomståret 2018 forfaldt den første rate til betaling den 20. marts 2018, mens fristen for betaling af anden rate er den 20. november 2018. Der kan betales en frivillig indbetaling i forbindelse med acontobetalingen. Der er også mulighed for at indbetale frivillig acontoskat senest den 1. februar 2019.

Nedsættelse af den sidste ordinære acontoskatterate

Forventes det, at selskabsskatten for indkomståret 2018 bliver mindre end den beregnede acontoskat, er der mulighed for at nedsætte acontoskatten via Tastselv. Raten kan nedsættes til 0 kr. og kan ændres frem til datoen for betalingsfristen.

Frivillig indbetaling af acontoskat for indkomståret 2018

Såfremt det forventes, at selskabsskatten for året 2018 bliver større end den indbetalte acontoskat, kan det anbefales at foretage en frivillig indbetaling for at undgå det ikke fradragsberettigede procenttillæg på restskatten. Indbetaling af frivillig acontoskat foretages via TastSelv. Den frivillig betaling skal registreres i Tastselv inden betaling foretages, da den ellers vil blive sendt retur. Husk, at det altid er de ældste poster på skattekontoen, der dækkes først. Såfremt der er ”gammel” gæld på skattekontoen, går den frivillige indbetaling til at betale denne gæld. For frivillige acontobetalinger foretaget senest den 20. marts 2018, den 20. november 2018 og 1. februar 2019, beregnes der procenttillæg. Satserne for procenttillæggene offentliggøres i november/december 2018. Tillæggene for 2017 var 0% for indbetalinger foretaget 20. marts/20.november, mens det for indbetalinger foretaget 1. februar var 0,6%

Overskydende skat/restskat for indkomståret 2018

Procentgodtgørelsen og procenttillægget på henholdsvis overskydende skat og restskat vil blive offentliggjort i november/december 2018. procenterne var i 2017 0,1% for overskydende skat og 3,1% for restskatten. Skatten udbetales/opkræves i november 2019.

Årsopgørelse, overskydende skat og restskat for indkomståret 2017

Årsopgørelsen for indkomståret 2017 er udsendt i oktober 2018. En eventuelt overskydende skat for indkomståret 2017 udbetales til skattekontoen og en eventuel restskat skal betales via skattekontoen. Husk at ved sambeskatning er der administrationsselskabets skattekonto der skal anvendes.

 

Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852