Skat i balance – hvad betyder det for dig?

Artikel_9_-_Skat_i_balance__hvad_betyder_det_for_dig_600x400.jpg

Som en del af skattereformen fra 2012, indførte SKAT initiativet ”Skat i balance”. Det er et initiativ for både private og selvstændige erhvervsdrivende, der skal sikre, at de løbende betaler den rigtige skat og derved undgår restskat.

Når økonomien ændrer sig, skal forskudsopgørelsen følge med. Hvis ikke man sørger for at opdatere forskudsopgørelsen når der er ændringer i ens indkomst, risikerer man at skulle betale restskat når året er omme.

Initiativet Skat i balance går ud på, at hvis de fra SKATs side kan se, at din indkomst har ændret sig, men du ikke har ændret i din forskudsopgørelse, sender SKAT et nyt forslag til denne.

For private sker det i foråret, mens det for selvstændigt erhvervsdrivende, og andre med selvangivelsesfrist den 1. juli, vil blive opgjort i juli med virkning fra 1. august. Dermed har mange allerede modtaget deres nye forskudsopgørelse, enten pr. brev eller i e-boks.

Opgørelsen skal ses som et forslag, der skal hjælpe med at betale den rigtige skat. Forslaget kommer via e-boks og man har 14 dage til at reagere, ellers bliver forslaget fra Skat endeligt.

Men det er ikke altid man lige får læst det igennem, og så kan man blive overrasket når man modtager ens næste lønseddel, eller B-skatten har ændret sig.

Hvorfor ændres min forskudsopgørelse

SKAT fastsætter din forskudsopgørelse efter din selvangivelse for året før. Det betyder, at hvis du har haft et ekstraordinært godt eller dårligt år for virksomheden, vil det afspejle sig i din ændrede forskudsopgørelse fra SKAT.

Men som selvstændig er det ofte svært at vide, hvordan det næste regnskabsår kommer til at se ud, og det er langt fra sikkert, at det vil være magen til sidste år. Derfor er det vigtigt at læse SKATs forskudsopgørelse igennem, når du modtager den, efter at have indberettet din selvangivelse.

Når du har modtaget forskudsopgørelsen og kigget tallene igennem, kan der være to udfald. Enten er du enig i deres forslag, eller også er du ikke.

Hvis du er enig

Hvis du er enig i SKATs forslag, skal du ikke gøre noget. 15 dage efter du har modtaget forslaget, retter de din skattesats til foreslåede tal. Ændringerne i din forskudsopgørelse vil så være at se på dit skattekort.

Hvis du betaler B-skat, og har tilmeldt dine B-skatterater til betalingsservice, rettes det automatisk 15. dage efter du har modtaget forslaget, og vil derfor være at se den følgende måned. Hvis du ikke har tilmeldt dig betalingsservice, modtager du en besked om at du har fået nye indbetalingskort i TastSelv. Du skal så udskrive betalingslinjer på B-skatteraterne fra din skattemappe. Hvis du fortsætter med at betale de oprindelige B-skatterater, betaler du enten for lidt eller for meget. Husk at tjekke om det er kommet med på din betalingsoversigt.

Hvis du er uenig

Hvis du er uenig med ændringerne til din nye forskudsopgørelse, har du 15 dage til at rette i det. Du kan også vælge at afvise forslaget helt, ved at bruge knappen ”Afvis”, der vil være at finde øverst i forslaget.

Det samme gælder hvis du betaler B-skat.

Hvis du er i tvivl

Hvis du er i tvivl om, om ændringerne til forskudsopgørelsen er korrekte, kan du spørge din revisor. Sammen kan I gennemgå, om tallene er rigtige, og derved vurdere, om ændringerne skal accepteres eller afvises.

Du kan også vælge at give revisoren adgang til din e-boks, således vedkommende bliver adviseret om, at der ligger en ny forskudsopgørelse, der skal tages stilling til.

 

Kilde: Skrevet af Charlotte Randa Allermand, sekretariatsmedarbejder hos FDR
Dronning Olgas Vej 43A - 2000 Frederiksberg - CVR 36464852